AKD Trysil

De danske skiklubber som er aktive alpine konkurrenceklubber er i disse dage samlet i Trysil som udgør den nye base for de danske alpine aktiviteter. De aktive klubber er Skiklubben Hareskov, Århus Skiklub, Holte Ski, Københavns Skiklub og Hobro  Skiklub, som tilsammen mønstrer tæt på 100 deltagere i konkurrencerne. Særligt glædeligt er det, at der er mange skiløbere i de yngste årgange.

Samtidig deltager 12 danske unge alpinister i FIS løb – også i Trysil – på herresiden i de løb stiller Danmark med 10 løbere – det er meget længe siden, vi har haft så mange FIS løbere til start i samme løb. De danske FIS pigeløbere er for en stor dels vedkommende til løb i Hemsedal, en der stiller også to piger til start i FIS løbene i Trysil.

Vejret har ikke helt været med Trysil, så der er i disse dage meget få pister åbne og forholdene har de første dage været tunge. Det kræver et godt samarbejde mellem klubberne at få dette til at fungere, og det er vigtigt at trænerne er opmærksomme på, at det er hårdt at træne i tung sne, så træningspassene kortes generelt lidt ned, og der er meget fokus på tekniktræning udenfor portene.

Heldigvis er stemningen god, alle klubber bor tæt på hinanden og træningsområdet, så der er gode muligheder for at være sammen med sine skikammerater på kryds og tværs af klubberne.

Nu loves der koldere vej de næste dage, så håber vi, at Trysil vil tage sig ud fra sin allerbedste side.