Information om ændringer i World Cup vedtaget på den netop overståede FIS kongres i Kroatien

Posted by: Lene Svanebjerg
Category: Alpin, For Skiklubberne, Freestyle-ski, Generel info, Langrend, Nyheder

Ændringer omkring deltagelse i World Cup vedtaget af FIS på den seneste kongres i Kroatien

På den netop overståede FIS kongres i Cavtat i Kroatien blev nedenstående ændringer for deltagelse i World Cup vedtaget.

Især for alpint er der tale om en væsentlig skærpelse og i freestyle (ski) er der indført maksimum på deltager antal. I nordisk er der ikke vedtaget ændringer.

 

Alpint:

For at kunne deltage i World Cup for mænd, skal atleterne være i top 150 i Super G, DH og AC. For at mænd skal kunne deltage i World Cup i SL og GS, skal atleterne udover at være i top 150 også være under 10 FIS point på den gældende FIS points list og være under 10 FIS-point i den aktuelle disciplin (ny skala).

For kvinder er der ingen ændringer i adgangen til World Cup.

Freestyle (ski):

Der er indført begrænsninger i antallet af deltagere (30 kvinder og 60 herrer, undtaget dog Big Air City events, hvor kvoten er 30/50).

Top 8 i verden har altid adgang, herefter fordeles deltagere efter nationskvoter og rangering på den gældende FIS point list. Det vil være muligt at kvalificere sig via et FIS kvalifikationsløb, hvor der er en plads til rådighed.

Ovenstående ændringer er vedtaget enstemmigt af FIS Council, som har modtaget forslagene fra de respektive disciplin komiteer. I disciplin-komiteerne i FIS har ændringerne givet anledning til diskussion og der var der således ikke enstemmighed.

Danmarks Skiforbund vil i samarbejde med disciplinerne opmærksomt følge konsekvenserne af de nu vedtagne ændringer og om nødvendigt arbejde på at aktivere det politiske system i forsøg på at foretage relevante justeringer.

Danmarks Skiforbund arbejder altid for at skabe de bedste vilkår for vores atleter i FIS.

Denne information vil blive lagt på skiforbundets hjemmeside, og der vil blive henvist til den i opslag på facebook.

Er der spørgsmål, kontakt venligst Henrik Oksholm ho@skiforbund.dk