Fantastiske resultater ved alpin VM i Cortina 2021

Posted by: Lene Svanebjerg
Category: Alpin, For Skiklubberne, Nyheder

Alpint VM i Cortina er ovre, og det bød på fine danske præstationer – desværre med et stærkt reduceret hold på damesiden.

Der er mange positive ting at berette om fra dette VM i Cortina:

– Casper Dyrbye, Skiklubben Hareskov, køret sig ind på en flot 26. plads i slalom – det er vist længe siden det er sket

– Marcus Vorre, Københavns Skiklub, stiller op i alle fart og tekniske discipliner, bliver nummer 33 i styrtløb og kvalificerer sig samtidig til hovedløbet i slalom – det kræver energi og fokus at deltage i så mange konkurrencer på allerhøjeste niveau over så lang tid

– For første gang i mange år har vi to slalomløbere til start i hovedløbet i slalom.

– Nuunu Chemnitz Berthelsen, NS-84, ser ud til at være tilbage tæt på den form, hun havde før sine skader og rygproblemer og lå til en fin placering i slalom inden hun kørte ud kort før mål i andet gennemløb.

– Det var en flot debut til VM for Christian Skov Jensen, Skiklubben Hareskov, og Cristian Riis, Skiklubben Hareskov, som ender som henholdsvisnummer 62 og 67 i storslalom – begge er unge og har tiden foran sig – og er blevet motiveret af at deltage på højeste niveau.

– Holdet til VM har fungeret virkelig godt, alle har bidraget til at hjælpe hinanden – med tips, med transport, skipræparering og alt, hvad der hører sig til – virkelig positivt – og tak til Casper Vorre, Flemming Dyrbye og Kim Skov Jensen for deres hjælp til holdet.

Der var et meget positivt samarbejde med Island og Belgien under VM og en flot indsats af de to Lowlanders trænere, Eric Stappers og Sven Berben.

På damesiden er der for tiden en virkelig spændende udvikling i gang, hvor flere atleter virkelig rykker frem på listerne. Derfor var det ekstra ærgerligt, at vi ikke kunne mønstre flere kvinder til VM pga. Corona restriktioner og karantæneregler – vi havde håbet, at vi kunne have haft store talenter som Danika Mannelin, Skiklubben Hareskov, Clara Marie Vorre, Københavns skiklub, Kristiane Roer Madsen, Skiklubben Hareskov, og Maia Søe Valde, Århus Skiklub, med – og samtidig måtte vi undvære vores kvindelige A-løber Ida Brøns, Skiklubben Hareskov, pga. en skade.

Næste store internationale udfordring for alpinisterne er Junior VM i Bansko i begyndelsen af marts (for U-21).

Næste alpine VM er i Courchevel om to år, og med den udvikling, der er i gang for tiden, så ser det ud til at blive et virkeligt spændende VM til den tid.

Tak for denne gang for et flot arrangement i Cortina – nu går stafetten videre til langrends VM i Oberstdorf – held og lykke til jer fra alpinisterne.