Danmark sender to danske skiløbere til Ungdoms OL i Lausanne d. 8. – 22. januar

Posted by: Lene Svanebjerg
Category: For Skiklubberne, Generel info, Nyheder, Uncategorized

Det er en stor glæde at kunne meddele, at Danmark sender to danske skiløbere afsted til Ungdoms OL i 2020.

I langrend er Hjalmar Michelsen, Københavns Skiklub udtaget til at repræsentere de danske farver.

Hjalmar holder til dagligt til i Norge i Sogndal, hvor han træner både med sin norske klub, Syril og kredsholdet i Sogn og Fjordane. Familien flyttede dertil af arbejdsmæssige årsager, men har altid være grebet af langrendssporten og muligheden for at dyrke sin sport i den storslåede natur, som Sognefjorden byder på. Hjalmar og hans bror Asbjørn er begge blevet meget seriøse lanrendsløbere. Storebror Asbjørn dyrker sporten i en kombination med studier i Oslo.

Hjalmar opfyldte kvalifikationskravene i sidste sæson, men har yderligere løftet sit niveau i indeværende sæson, senest dokumenteret ved FIS løb i Idre. Hjalmar er den eneste langrendsløber, som har opfyldt kvalifikationskravene

I alpint er Kristiane Roer Madsen fra Skiklubben Hareskov udtaget blandt tre kvalificerede piger. Udover Kristiane var Clara Marie Vorre og Maia Søe Valde (begge fra Hobro Skiklub) kvalificerede. Der var usædvanligt tæt løb mellem Kristiane og Clara Marie helt frem til udløb af kvalifikationsperioden 8. december. Danmark har desværre kun en kvoteplads i alpint i hvert køn, så det har været virkelig ærgerligt, at med det høje niveau, de danske piger har vist, at vi ikke kan sende flere afsted.

Kristane bor og træner til dagligt i Geilo og går på NTG skigymnasie samme sted. Kristiane har ikke sit talent fra fremmede, da hele familien er dedikerede skiløbere og har dyrket ski som idræt i hele deres liv.

Der var desværre ingen danske alpinister på herresiden, som opfyldte udtagelseskravene, hvilket også har gjort sig gældende i freestyle og skiskydning.

 

Vi ønsker de udtagne atleter held og lykke til Ungdoms OL.

Der kan læses mere om udtagelserne i alpint her: http://www.skiforbund.dk/wp-content/uploads/2019/12/Notat-om-alpin-udtagelse-til-Ungdoms-OL-i-Lausanne.pdf

single.php